Havenisser, Dannebrog og Kartoffelsalat

Pinsen bød på det fineste solskinsvejr, og hvis man kan stole på vejrudsigten stopper 'sommeren' ikke foreløbig. Det giver plads til nogle timer fyldt med arbejdsglæde iblandt ukrudt, stauder, havenisser og flagstanger. I både de tyske og de danske haver findes der mange genstande, både til brug og til pyntning.

De danske haver jeg kender til er præget af gras, nogle stauder, grøntsager og bær, og ikke mindst en flagstang. Flaget tages mere alvorligt i Danmark end i Tyskland. Mens dannebrogen blandt andet bruges til festlige begivenheder, findes det tyske flag nogle gange i haveforeninger eller når det tyske nationalhold spiller fodbold. Ellers bliver det gemt væk, eller også så kan det være, at det overhovedet ikke findes i et tysk hjem. Der findes ganske rigtigt også danske hjem uden flagstang, med helt uden dannebrog er nok mindre sandsynligt.

Havenisser findes heller ikke i en hver tysk have, selvom der er rygter om det. De eneste havenisser jeg nogensinde har mødt bor faktisk i Danmark. Det skyldes, at havenisser anses som noget ”konservativt kitsch” i Tyskland, altså ikke noget, der bruges særlig ofte længere. Til gengæld findes der i nærmest et hvert tysk hjem med et stykke have (ligegyldigt hvor lille haven er) en grill. Den findes også i Danmark. Og der er gået sport i den i begge lande.

Der steges mere traditionelle pølser, nakkekoteletter, en god bøf og der nydes kartoffelsalat og brød som tilbehør, men nutildags findes der også chokolade-bananer, grillost og panchetta. En pølse er bedre end den næste, og når man taler om kartoffelsalat, findes der i Tyskland millioner af ”bedste opskrifter”, da enhver bedstemors opskrift gives videre til den næste generation. I Danmark er jeg stadigvæk på jagt efter en lignende opskrift for noget der gives videre over generationer. Indtil videre ved jeg kun, at jeres kartoffelsalat ikke ligner den nordtyske kartoffelsalat med mayonaise, og absolut ikke den sydtyske med eddike.

Til en grillfest på tværs over grænserne burde man altså absolut regne med to forskellige slags kartoffelsalater, som begge to har deres charme. Ligeledes kan man også regne med overraskelser i ølglasset. Da jeg holdt mit første fest i Danmark, bragte mine tyske familiemedlemmer Radler (eller nordtysk ”Alsterwasser”) med, som slet ikke var dårlig ifølge min danske familie. Derefter blev der købt flere variationer af Radler for at finde ud af, hvad godt der kunne købes i Danmark.

At alt kan ryges er dog mig bekendt et dansk fenomen. Siden vi har fået en rygeovn i min danske familie, ryger vi alt fra ost og fisk til pulled pork og bøf. Nogle gange smager det knapt så godt, men det er det eksperimentelle udekøkken, der kalder efter den danske hobbykok. Det bliver altså spændende at se, om dette trend også kommer til Tyskland inden længe.

Det vi har fælles i vores haver, er at vi nyder solen og at alle samles omkring et stort bord, hvor der grines højt og snakkes indtil solen går ned. Det gør den en lille smule tidligere i Tyskland, men så har vi vores citronellalys, som enhver tysk barn automatisk knytter sammen med lange aftener udenfor. I Danmark flygter man måske med mand og mus ind i udstuen og hygger videre der. Men vi nyder alle sammen de fantastiske lange aftener i naturen og sammen med vores kære.

Dansk-Tysk samarbejde par excellence

En gang om året findes vi foran TV skærmet, når vi alle sammen hepper på vores hjemland (og nogle gange nogle andre lande) til Eurovision. Denne gang kunne vi heppe på Michael Schulte med sangen „You let me walk alone“ og Rasmussen med „Higher ground“. I år var „You let me walk alone“ dog mindst ligeså relevant for danskere som Rasmussens bidrag.

Michael Schulte taler flydende dansk, da han bl.a. gik på Duborg-Skolen i Flensborg (1). Ikke kun derfor kunne Michael nå at vinde de danske hjerter. Sangen er blevet skrevet af Thomas Steengaard, som også var med til at skrive Emmelie de Forests „Only teardrops“ (2) Ole Tøpholm selv formåder i DRs artikel, at han ikke var helt uskyldig i Tysklands gode placering. De to havde en interview til anden semi-finale, så alle danskere kunne høre Michaels danske historie på DR1.

Det er altså ikke helt klart, om Danmark stemte på Michaels sang pga. dens danske historie, eller om danskere faktisk kunne lide sangen. Men når man kigger på resultaterne fra andre lande, så har man ingen grund til at betvivle sangens kvalitet. Den klarede sig fremragende i forhold til Tysklands sange fra de sidste par år. Rasmussens sang „Higher ground“ fik en niende plads, mens Tyskland blev belønnet med en fjerde plads. (3)

Når Tyskland taber i Eurovision, plejer vi at spørge om det er, fordi alle andre hader os. I Danmark tænker man ikke på samme måde. Når man er taber hos Eurovision, så vandt man jo alligevel til semi-finalen, og var dermed bedre end så mange andre lande. Denne positive indstilling mangler i den grad i Tyskland, og måske er det sådan, fordi vi ikke behøver at deltage til semi-finalen. Det kunne dog også være, at vi forbinder Eurovision meget mere med politik, end vi egentlig burde.

Det kan dog konstateres, at den dansk-tyske samarbejde lever i bedste velgående, og man kan se, at vi kan få gavn af at arbejde sammen. Vores musikaliske smag er ikke vildt forskelligt hellere. Eurovisions vinder hedder dog Netta Barzilai. Sangenrinden fra Israel vandt med nummeret „Toy“, i hvilken hun kommenterer på #metoo-bevægelsen. (4) Som man kan se hos BT, var sangen ikke særlig populær i Danmark. I Tyskland blev sangen modtaget med mere entusiasme.

Eurovision er altid en fest af sange, skør påklædning, dans, sjov og ballade, men på lige fod også et spejl af virkeligheden, som den er skruet sammen. Og mens nogle har behov for at kæmpe imod en patriarkalsk verden og for mere accept for det unormale, mangler mere frie lande behovet for at kæmpe. Vi burde dog alle sammen glæde os over, at forskelligheden vinder gang på gang, ligegyldigt om sangen falder i vores smag.

Tysklands position er betydelig bedre når vi arbejder sammen med Danmark, og måske går det lidt begge veje. Dette understreger vigtigheden af samarbejdet over grænser.

1. https://www.fla.de/wp/dailys/michael-schulte-tysk-melodi-grand-prix-kun-en-mellemstation-mig/

2. https://www.dr.dk/event/melodigrandprix/danskerne-gav-tyskland-12-grand-prix-point-jeg-kommer-og-giver-koncert-i

3. https://eurovisionworld.com/eurovision/2018

4. https://www.bt.dk/musik/her-kan-du-hoere-vindersangen-i-eurovision-2018

At bremse, eller ikke at bremse

„Aarhus bremser for gult“ hedder en ny kampagne fra Aarhus Kommune. Kampagnen vil oplyse om det faktum, at man ikke må køre over gult i Aarhus, såsom i resten af Danmark. Der er der ikke noget nyt ved det. Hvis man googler Aarhus bremser for gult, får man henholdsvis artikler fra 2016, 2015, 2013 og hele vejen tilbage til 2011.

Ifølge FDM¹ forholder reglener i Danmark sig lige præcis på den samme måde som i Tyskland. Bilisten skal beslutte sig for at bremse eller fortsætte. Det er dog et spørgsmål om tolkningen, hvornår man stadigvæk er i stand til at bremse forsvarligt eller ej. Denne tolkning pålægges altså bilisterne. Ligeledes lærer man i en tysk køreskole, at det er op til en selv, om man kan nå at køre over krydset.

Mens man diskuterer gult lys i Danmark, diskuterer man derimod i Tyskland, hvad man skal gøre mod alle dem, der faktisk kører over rødt. I Hamborg plejer problemet med rødlyskørsel være mere relevant i nyhederne. Derfor havde jeg aldrig tænkt ret meget over, om det er forkert at køre over for gult. Hvorfor er fokusset dog så forskelligt i begge lande?

Djævelen ligger i detaljen

Når man kører igennem et lyskryds i Tyskland, der lige er skiftet til gult, fornemmer man ikke automatisk, at man har gjort noget forkert. Trafikreglen §37² siger dette: „Gelb ordnet an,: „Vor der Kreuzung auf das nächste Zeichen warten““, hvilket ikke er særlig forskelligt fra „Rot ordnet an: „Halt vor der Kreuzung““. Gul lys betyder, at man skal vente foran krydset indtil det næste tegn og rød betyder, at man skal stoppe foran lyskrydset. Når man har lært, at det skal vurderes, om man kan vente eller ej, drøner man bare lige over krydset, da det jo først er rødt, som er for alvor.

I Vejafmærkningsbekendtgørelsen § 61 Stk. 5³ står der det følgende: „Gult lys betyder stop“, og at gult lys har den samme betydning som rødt. Som man kan se, er det ikke nært så tvetydigt som i Tyskland. Her har gul den samme betydning som rød, og skal tages lige så alvorligt.

En reell fare

„I to ud af tre uheld, hvor aarhusianerne kommer til skade i traffiken, er gul- eller rødkørsel en medvirkende årsag til uheldet“, skriver TV2Østjylland⁴. Der oplyses ikke, hvad fordelingen mellem rød og gul er. I Tyskland findes der ifølge Focus⁵ kun oplysninger om rødkørsel og kørsel over et stopskild i forhold til uheld, og der gøres heller ikke forskel mellem de to færdselstegn. I 2007 var der hele 98000 uheld med 413 dødsfald.

Når vi har travlt, har vi ofte ikke evnerne til at reagere hurtig nok. En glemt aftale, et ventende barn i børnehaven eller manglende vurderingsevner gør, at vi drøner over gult uden at tænke os om en ekstra gang.Vi ved alle godt, at man egentlig ikke burde køre, når man er påvirket af omstændighederne, men vores travle dagligdag gør det nærmest umuligt at holde sig til det. Hvis vi tænkte os om, ville vi selvfølgelig stoppe, da det altid er bedre at komme frem uden at skade os selv, og uden at skade andre. Men i realiteten er mennesket ikke perfekt, og kører alligevel.

Men når liv kan reddes, så skulle man i Tyskland være mere tilbøjelig til at se på sagen som danskere, og se det at køre over gult som forbudt, fremfor at se det som en vurderingssag. For en gangs skyld kunne Tyskland, det land hvor børn som oftest ikke engang må lege på græsset på offentlige steder, og hvor der findes legepladser, der tilhører nogle boligblokke, som ikke alle børn må benytte, være lidt skrappere og tage ved lære af Danmark.

1https://fdm.dk/nyheder/2017-09-aarhus-vil-bremse-gult

2https://dejure.org/gesetze/StVO/37.html

3http://www.teoristart.dk/wp-content/uploads/2016/10/Vejafm%C3%A6rkningsbekendtg%C3%B8relsen.pdf

4https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/aarhus-skal-bremse-gult-mange-overholder-ikke-faerdelsloven

5https://www.focus.de/auto/videos/verkehrsunfaelle-290-000-mal-ueber-die-rote-ampel_vid_10880.html

Ordnung muss sein i rodebutikken

Tyskere elsker orden. Alle kender “Ordnung muss sein”. Man kunne mene, at det bare var en fordom, men efter min opfattelse er det nok ikke helt forkert. Netto og jeg bliver nok aldrig venner, og det skyldes at man er nødt til at kæmpe sig igennem et enormt tilbudsbuskads med ting, som man i bund og grund ikke har behov for. Og når man har læst reklamen, betyder det ikke, at man nogensinde kommer til at finde de relevante tilbud.

Hos Lidl ved jeg, hvor tingene står, medmindre de laver om i butikken, og det har de kun gjort en enkelt gang i de sidste fem år. Hos Netto kunne man mene, at de laver om på tingene nærmest hver dag. Hvis jeg havde alle penge i verdenen, ville jeg foretrække at shoppe hos Føtex, men pengepungen begrænser dette. Derfor er Lidl mit foretrukne valg.

Men hvad siger det om mig som tysker, og hvad siger det om danskere, som åbenbart ikke har et problem med rodebutikker?

Den gang jeg boede i Tyskland kom jeg hjem i mellem kl 18.30-19. Så sent på dagen har man mildest talt ikke lyst til at købe ind, især ikke efter en stressende dag på kontoret. Nogle gange i mellem kan man nå at købe ind i frokostpausen, men så kræver det først og fremmest, at man kan finde ting hurtigt. At der er ”Ordnung” i Tyskland, skyldes altså ikke blot, at vi kan lide det, men det er en del af effektiviteten. Og så har vi et langt bredere udvalg af varer i Tyskland. Hvis babymaden pludselig fandtes ved siden af bilrensningsprodukter og ikke ved siden af bleerne, ville vi ikke have en jordisk chance for at finde artiklerne, og så er sandsynligenheden ret stort, at vi giver op og tager hjem uden at købe noget. Men vi skal altså købe ind, og det skal ikke se rodet ud.

Avantgardistiske urtepotter

At jeg foretrækker Føtex, skyldes simpelthen at butikken ligner tyske supermarkeder ret meget. Der er en indbydende grøntsagsafdeling i begyndelsen, ofte et bageri tilknyttet, og der findes godt kød. Jeg ved, hvor varene er henne. Og så er udvalget lidt større end hos Netto. Det vil sige, at de, for mig, vigtigste varer er i fokus. Det handler ikke om, at jeg skal finde en avantgardistisk urtepotte. At købe ind hos Føtex dækker mit behov for at kunne vælge mellem mere end kun jordbær- og hindbærmarmelade.

Når går på indkøb hos Netto kræver det tid, som tyskere ikke har. Danskere går hjem kl 16, og kl 16.30 er man altså stadigvæk klar til at købe stort ind. Man orker derfor stadigvæk at værdsætte avantgardistiske urtepotter i et tilbudsbuskads. Og dem sætter man meget mere pris på i Danmark. I et land, hvor man slås om en limited edition vase og hvor alle har træfigurer, der ikke kan bruges til andet end at vise ens status, er det logisk, at folk også har lyst til at gå på skattejagt. Her i Danmark er man tilfreds med de madvarer man kender til, men man ønsker at vise, at man bakker op om skandinavisk design.

Skattejagt vs. Udvalg

I bund og grund kan man altså sige, at danskere og tyskere shopper forskelligt, og det kan i den sidste ende også ses i deres hjem. Når en tysk familie spiser morgenmad i weekenden, bukker bordet under for en stor tag-selv buffet af kødpålæg, marmelade, æg og bacon, ost, og egentlig alt, man ønsker sig. I Danmark spises der rundstykker med smør på, og på bordet står der måske et lille udvalg af pålæg. Tyskere går dog knap så meget op i, hvordan deres bolig er indrettet. I et traditionelt hjem i Tyskland kan der stadigvæk findes klassiske ”Eiche rustikal” møbler eller et robust ”Fliesentisch”, og tysk bolig design er ret ikke eksisterende i forhold til alt det skandinavisk design man kan købe.

Selvfølgelig findes der undtagelser. Og hvis man ser på de nyeste udviklinger såsom ”Føtæsk” hos Føtex og ”Discountmatch” i Bilka hos pristjekken i Søndagsavisen, så er der ingen tvivl om, at der også er noget, der forener begge lande. Vi ønsker at gøre et kup. Men hvis man vil sælge mere, så er det helt klart også vigtig at gå efter kundenes ønsker, for at tilpasse sig andre behov end kun at være den med de bedste priser. Det kræver, at man forstår kunden, og for at forstå kunden, er det bedst at kigge i kundens hjem.

https://www.sondagsavisen.dk/forbrug/2018-01-25-kaempe-pristjek-far-du-de-billigste-varer/

The Sound of Silence

Heute werde ich meinen Blog mal dazu nutzen, etwas nicht so schönes anzusprechen. Aber wenn man darüber redet, dann wird man es eben erfahrungsgemäß auch leichter los.

In letzter Zeit habe ich ziemlich viel Zeit über mich und mein Leben nachzudenken. Dabei ist mir aufgefallen, wie sehr ich mich in den letzten 30 Jahren (ja, ernsthaft) verändert habe.

Als Kind war ich immer sehr aufgeweckt, habe viele Fragen gestellt und hatte einen Redebedarf für mindesten zehn Leute. Ich habe mich gern in den Vordergrund gedrängt, wenn ich das Gefühl hatte, übersehen zu werden. Ich habe auch nie darüber nachgedacht, ob es falsch wäre, etwas zu sagen.

Heutzutage bin ich kaum zu übersehen und würde mir oftmals wünschen, dass es anders wäre. In diesen 30 Jahren habe ich hauptsächlich nur gelernt, dass alle immer irgendwie in das Schema passen sollen. Und während man als Kind ruhig auf dem Stuhl zu sitzen hat und dem zu folgen hat, was der Lehrer so erzählt, soll man als erwachsener Mensch plötzlich das komplette Gegenteil sein. Jetzt gehören Smalltalk, Präsentationen, Networking etc. plötzlich zum täglichen Brot.

Nun bin ich plötzlich anders, weil ich niemanden unterbreche und stundenlang darüber nachdenke, was ich wohl sinnvolles und kluges zum Gespräch beisteuern könnte. Man könnte ja darin ertappt werden, etwas dummes oder falsches zu sagen. Und ich hab auch längst nicht so viele Kontakte, wie ich sie eigentlich haben sollte bei dem Beruf, der mich am meisten interessiert. Aber ein Gespräch aufrecht zu erhalten wird eben ab dem Moment schwierig, wo man einfach frei von der Seele reden sollte, aber Gefahr läuft, dass jemand die Worte, die frisch und ehrlich sind, nicht mag.

Dabei wäre ich vermutlich eine gute Freundin, auch wenn oder gerade weil ich wirklich gut darin bin, zuzuhören, und ich wäre auch eine gute Mitarbeiterin, da ich nicht viel erzähle, sondern das tue, was gemacht werden muss (und das eigentlich auch, so finde ich, recht kreativ, präzise und durchaus zum Ziel führend). Aber ich kann mich nicht mehr in den Vordergrund stellen, weil mir immer erzählt wurde, dass das falsch ist. Und ich kann nicht auf mich stolz sein, weil alles, was mich früher ausgemacht hat, erst einmal grundsätzlich falsch war und nicht in das Schema des stillen und fleißigen Schülers passte.

Wenn die Schule mir eins beigebracht hat, dann, dass man nur Vorteile hat, wenn man das tut, was einem gesagt wird und man ja nicht etwas infragestellt. Wenn das Leben mir etwas beigebracht hat, dann, dass man nicht man selber sein soll, wenn man nicht in das Schema des erfolgreichen, fehlerfreien Menschen passt.

Natürlich sollte man sich ab und zu überlegen, was man sagt, aber das sollte man nicht immer tun, weil man sonst ganz einfach ständig den richtigen Zeitpunkt verpasst, um etwas zu sagen. Und dann kommt dieser Zeitpunkt nie mehr wieder. Oftmals würde es uns auch gut tun, wenn wir die Wahrheit auch dann sagen könnten, wenn es möglicherweise weh tun könnte. Stattdessen sitzen wir da, schlucken alles runter und führen ein Schauspiel aus.

Schauspiel ist so oder so das richtige Wort. Wenn du mich im Fitnessstudio sehen würdest, so wäre das hauptsächlich Schauspiel. Ich hätte daran größtenteils keinen Spaß. Ebenso wenig habe ich Spaß, wenn ich versuche, einen Job zu finden. Ich habe auch keinen Spaß daran, schlimme Erfahrungen in meinem Leben verstecken zu müssen und ständig so zu tun, als wäre immer alles gut gewesen. Aber genau das versucht man, wenn man sich bewirbt.

Niemand, wirklich niemand schreibt in seinem CV oder einem Anschreiben, dass er/sie eine zeitlang psychische Probleme hatte, eine Therapie durchgemacht hat, Opfer eines Verbrechens wurde oder einfach gemobbt wurde, was so manche miese Noten einfacher erklärt als jede schöne Ausrede, die man sich ausdenken muss, um ja den nächsten Job zu bekommen.

Und so beginnt man ein Arbeitsverhältnis mit einer Lüge. Lügen war auch noch nie etwas für mich, aber wenn ich wirklich einen Job haben will, dann muss ich das tun. Auch wenn ich mir wünsche, dass wir uns alle mal eingestehen würden, dass niemand fehlerfrei ist.

Denn wer im Vorstellungsgespräch als fehlerfreies Supertalent dasteht, ist meistens nur ein schöner Traum aus heißer Luft. Ein Zeugnis nur mit Einsen verbirgt oft einen Menschen, der kaum soziale Kontakte knüpfen kann. Ein Zeugnis mit durchschnittlichen Noten versteckt den Menschen, der genau diese Kontakte knüpfen kann, aber nicht immer in allem gleich gut war. Ein Zeugnis mit schlechten Noten kann ein Beweis dafür sein, dass es das Schicksal mit diesem Menschen von vornherein nicht gut gemeint hat.

Mit anderen Worten: Ein Zeugnis und ein einmaliges dreißig bis sechzig Minuten Gespräch sagen gar nichts über den möglichen neuen Mitarbeiter aus, außer dass dieser Mensch gerade mal einen guten oder einen schlechten Tag hatte.

Es wäre also einfach sinnvoller, einen Menschen auszuwählen und erstmal auszutesten, um zu sehen, ob man zusammenpasst. Damit habe ich auch die besten Erfahrungen gemacht, denn große Klagen habe ich über meine Einsätze in diversen Praktikumsaufenthalten nie gehört.

Das, was ich erfahren habe, ist dass ich zu perfektionistisch und zu still bin. Daran muss ich nun arbeiten, damit ich wieder ich selbst sein kann. Ich weiß, das wird nicht einfach, gerade weil man eben ohne Job nichts auf den Teller bekommt und kein Dach über'm Kopf hat, und ich dann eben Gefahr laufe, dass mich weniger Menschen aushalten können als jetzt, aber sei's drum. Man kann es nicht allen Recht machen. Die wichtigste Person, der ich es Recht machen kann, sollte sowieso ich selbst sein. Sonst bin ich mir selbst nicht treu.

Today I'll use this blog in order to talk about a topic that's not so nice. However, it's easier to deal with difficult things when saying them out loud, rather than trying to hide them.

In the last couple of months I've had plenty of time to think about my life and myself as a person. Meanwhile, it occurred to me that I've changed a lot in the last 30 (yeah, really) years.

I was a very curious, cheerful and talkative child, would ask hundreds of question each day and would talk as much as ten people would in the same time. I'd try to be in the center of attention and if I wasn't, I'd make sure to push myself through the crowd and let them all know that I was there as well. I've never wondered about if the things that came out of my mouth would be wrong in any way.

Today, it's much harder not to recognize me, but I wish that I wasn't as noticeable as I am.What i've learned in the last 30 years is that you absolutely should fit in the scheme and shouldn't try to stick out. And while you're supposed to be quiet, sit in your chair and follow your teachers instructions as a student, you're supposed to be the exact opposite of that as a grown-up. You're supposed to be able to engage in small-talk, to network, to hold presentations and to be likeable.

So now, I'm not doing it right all over again. I don't interrupt people when they talk and reconsider what I want to say until it's too late to say it. I would rather not be caught saying something stupid or wrong. And I have far from enough contacts, which are so vital for my job aspiration. But it's really difficult for me to not let a conversation die out, because I can't talk the way I used to talk, unaware of possible repercussions and 100% honest.

However, I am sure that I'd be a good friend, even though or maybe even because I am a very good listener and I'd be a valueable employee, because I do my job the way it's supposed to be done and fast as well (and creative, detail- and goal-oriented). But I'm no longer able to stand in the limelight, because I have always been told that it is wrong. And I can't be proud of myself, because everything I was has always been wrong and because I didn't fit in the scheme of the much preferred silent and obeying student.

If there is one thing that school has taught me, then that it is an advantage not to ask too many questions and to do as you are told. And if there is one thing life has taught me, then that you shouldn't be yourself for as long as you are unable to shine as a flawless and successful human being.

I'm not advocating that we should never think about what exactly it is that we are saying, but sometimes we're just supposed to say something without thinking it all through for too long. If we don't do that, it'll often be too late to say it. Also, it would often be better if we had the possibility to just state the truth, even if it hurts. Instead of that, we swallow it all down and act out a role as perfect humans.

I may not be the worst actor there is, but I don't enjoy acting out my own life. If you find me at the gym, I'm in a role as somebody who enjoys this, even though I really don't. While trying to find a job, I have to stay in character, even though I really am somebody else. I really feel no pleasure in trying to cover up all my flaws and in covering up those horrible parts that are a part of my life and therefore, a part of me. But this is exactly what I have to do, if I want to find a job.

Nobody, absolutely nobody will write about their extensive experiences with therapy, their psychologic diseases, the fact that they've been a victim of a horrible crime or simply that they've been bullied throughout their time in school in their CV or their cover letter, even though some of these things would easily explain why there are holes in the CV or why some of the candidate's grades aren't the best. The fact that all these perceived flaws have to be covered up is often the first step into a web of lies.

I've never been particularly good at lying, but I have to lie while trying to get a job. I'll have to be a person I'm not, or not anymore, even though I wish that we'd all be able to accept that none of us are completely flawless.

The person who may look flawless based on their grade papers and the first impression can be the person who wont do a good job. If your grades are all A+, you might not have had enough chances to socialize. If your grade paper is at best showing a mediocre performance in school, this might indicate that you, in fact, are rather good at socializing, but didn't have enough time to focus on all subjects, and if your grades show that you performed poorly, this may simply indicate that life dealt you lemons from day one.

In other words, grade papers and job interviews that may last between 30 and 60 minutes are not an indicator of your ability as an employee. They may be an indicator of the fact that your day had already started either good or bad though, but that is all there is to it.

It would make a lot more sense to test possible employees and let them work in your business to figure out whether or not they'll fit in. Whenever I got the chance to do exactly that, I usually figured out that I actually am a valueable employee, contrary to my own beliefs and contrary to my mediocre grade papers.

This way, I also found out that I am too much of a perfectionist and that I simply don't engage enough in small talk. I'll have to work on this and I know that it wont be easy to return to my old self, but it is necessary, if I want to live a more or less normal life. Sure, I'll risk that some people will no longer like me, but I guess that is the price I'll have to pay to be true to myself. I can't please everyone.

Just say yes....

In gut einer Woche ist es so weit - ich heirate. Ich habe mir noch keine großen Gedanken gemacht, was sich am Tag danach eigentlich ändert. Vorerst ändert sich nicht mal mein Name, weil das einfacher ist erstmal. Den Namen kann man später noch ändern. Das sind alles Dinge, die man erfährt, wenn man erstmal feststellt, was für ein Aufwand so eine Hochzeitsplanung ist, auch wenn man daraus eigentlich gar kein großes Tamtam machen möchte.

Unsere Anweisungen dafür, was in der Kirche passiert, gleichen übrigens einer Taktikdiskussion beim Fußball. Der Brautvater spielt dabei zunächst den Libero, landet dann aber auf der Auswechselbank. Als neuer Spieler kommt der Ehemann. Wenn der Finger erstmal im Ring ist, dann ist das Spiel auch schon gewonnen. Nach dem Kuss ist eine Laola zu erwarten.

Aber Spaß beiseite. Ich habe mir in letzter Zeit unzählige Liebesfilme angesehen und dabei kam immer wieder bei raus, dass es wichtiger ist, dass man sich liebt, egal in welcher Lage, als dass man ein großes, tolles Hochzeitsfest hat, ein Auto, ein Haus oder was auch immer nun darstellt, dass man es im Leben geschafft haben soll. Und dazu gehören auch Tage, die man nicht auf den sozialen Medien zeigt. Dazu gehört, dass nicht nur sprichwörtlich die Fetzen fliegen. Dazu gehört, dass man Meinungsverschiedenheiten hat. Dazu gehört, dass man den anderen auch mal gar nicht mag, aber immer noch im Hinterkopf hat, dass man ihn liebt.

Wir sind gerade dort im Leben angekommen, was andere als einen Tiefpunkt bezeichnen würden. Wir haben beide keine Arbeit, wir haben noch nie ein Auto gehabt, leben in einer Mietwohnung und nicht in einem Haus (so wie das in Dänemark von Heiratenden scheinbar erwartet wird), wir haben auch noch kein Kind und es gibt anderweitige Probleme, auf die ich jetzt nicht näher eingehen will. Es läuft eigentlich nichts, außer, dass wir uns haben, uns lieben und gesund sind.

Die Liebe ist wichtiger als alles Tamtam, was es so drumherum gibt. Das vergisst man heutzutage gern mal, gerade wenn man sieht, dass die Leben der anderen auf Facebook, Twitter etc. so viel besser aussehen als das eigene. Auf der Jagd nach dem nächsten Job, dem besseren Leben, den tollsten Reisen, dem schickesten Auto, etc. kann man häufig das Essentielle aus den Augen verlieren. Das Essentielle besteht darin, dass man hier auf diesem Planeten sein Leben mit anderen teilen, von ihnen lernen und mit ihnen genießen kann.

Liebe ist, was zählt.

I'm getting married in about a week. I haven't really thought anything through yet and I really don't know what's going to change. As far as I am aware, not even my name changes. It is too complicated to do it now and will be much easier later on. Even if you are planning to have a very laidback and small wedding, there are many things that need to be thought through and considered.

Our plan for the ceremony looks a bit like a game plan in football. The bride's father is the first to play the ball, but ends up on the substitute's bench. The new player will be the groom. Once there is a ring on the finger, the groom has won. You can expect a laola while the couple is kissing.

But all joking aside, I've been watching a myriad of romcoms lately, and it all comes down to the fact that the most important thing about weddings and a relationship is that the couple loves one another, no matter what. Expensive cars, travelling to exotic places, having a house or whathever the world let's you know you are supposed to do or to have - all of that doesn't matter, as long as you are in love. You can look at social media and doubt it. But love includes days on which you really don't like your partner, on which you fight and on which you don't agree. These are the things, people don't like to show, but they are there nevertheless. And everyone experiences this.

We are at a point in our life, where everything is going wrong. We have no jobs, we don't have that house that you apparently are supposed to have when you're getting married in Denmark, we don't even have a car and we don't have a child - other people would claim this is a low. But we have eachother, we are healthy and we have love.

This love is more important than the biggest wedding, the most expensive things and that everything goes right in life. This is essential, but often something that we tend to forget, when we see that everybody seems to lead a better life than we do (on social media). I believe it is important to not forget the essential parts of life that make it worth living. The essential part of life is that you can live it on this planet, with people you love, who help you to learn more about life and who are with you, while you enjoy your time here.

Love is, what is important.

Jeg skal giftes om godt og vel en uge. Jeg har ikke helt tænkt igennem, hvad det betyder for mig. Jeg ved ikke, hvad der forandrer sig ved at være gift. Dog er en ting sikker, jeg skifter ikke navnet på selve dagen, da det simpelthen er for besværligt og er meget nemmere senere. Der er mange ting der gør, at et bryllup bliver til noget, som kræver koordinering, selv hvis man egentlig ikke har planlagt det helt store bryllup.

I bund og grund ligner selve vielsen en game plan fra et fodbold spil. Brudens far spiller som libero først, men ender op på udvekslingsbænken. Dernæst er den nye spiller gommen. Når fingeren sidder fast i ringen, er bolden i målet. Derefter forventes der en laola, mens brudeparet kysser.

Men spøg til side. Jeg har set en masse kærlighedsfilm i løbet af de sidste par uger. Og så har jeg fundet ud af det essentielle - at man elsker hinanden, uanset hvad. En stor bil, et dyrt hus (som man åbenbart skal have i dagens Danmark, når man giftes), dyre rejser til eksotiske lande, alt det, som folk mener, man skal have - alt det betyder ingenting, når man er forelsket. Du kan kigge på de sociale medier og benægte det. Men kærlighed findes også på dage, hvor man simpelthen ikke kan lide hinanden, hvor man skændes og hvor det hele ikke lige går efter planen. Alle disse ting er ting, folk ikke viser på Facebook eller Twitter - men alle oplever dem, det kan du tro.

Vi er selv i en tid, som er mere vanskeligt. Vi har ingen arbejde, har som sagt ikke et hus, ingen bil og heller ingen børn - så det betyder, at vi ikke ligner det klassiske par, som bliver gift med de lyserøde briller på. Men vi har hinanden og vi har vores helbred - og vi har kærlighed.

Kærligheden er vigtigere end det store bryllup, de dyre ting eller at alt bare glider i livet. Det er det essentielle, som folk tit glemmer i kampen om, hvem der skulle have det bedste liv på de sociale medier. Jeg tror selv på, at det er vigtig at huske det essentielle for at leve et godt liv. Det essentielle består af at man lever på en planet, som tillader at vi lærer noget sammen med og fra dem vi elsker, og at vi har tiden til at nyde livet sammen med dem vi elsker.

Kærligheden er det essentielle.

The "Glamor" of Being Unemployed

Es ist früher Nachmittag. Ich stehe auf. Langsam aber sicher überrede ich mich dazu, doch mal aus dem Fenster zu gucken, aber eigentlich denke ich nur: "Wozu das Ganze?" Viele Tage gestalten sich mehr oder weniger zwischen Couch und Bett. Selbst der größte Enthusiast wird irgendwann von dem Monster der Arbeitslosigkeit verschlungen.

Dabei vermittelt einem das Jobcenter, und in Dänemark auch die Arbeitslosenkasse, permanent, dass das ja alles "schon wird" und man ja "nur" ein Praktikum anfangen und später einen Job mit Zuschuss bekommen könnte. Falls man Glück hat. Eventuell verschwindet man aber auch nur als derjenige, der nach zwei Jahren dauernder Suche immer noch keinen Job hat, aus der Statistik.

Ich will nicht den Teufel an die Wand malen, aber den Kopf hochhalten ist schwer, wenn man an den meisten Stellen nur auf Unverständnis trifft. "Aber es sagen doch alle, Ingenieure braucht jeder!" Ja, schon, aber gerade ausgebildete Ingenieure haben eben keine 5-10 Jahre Erfahrung, die nahezu alle Stellen suchen. "Selbst Schuld, wenn man nicht auf's Land ziehen will und unbedingt in der Stadt bleiben muss." Auf dem Land gibt es keine Jobs für Softwareingenieure. Wie es Humanisten wie mir ergeht, davon brauche ich eigentlich gar nicht anfangen. Da weiß ja jeder, dass wir zu nichts zu gebrauchen sind. "Hättest du bloß etwas handfestes gelernt."

Wenn man arbeitslos ist, dann wird trotz allem aber auch viel von einem verlangt. Die Tage zwischen Bett und Couch verbringt man mit Bewerbungen. So oft wie mir "Alles Gute" gewünscht wurde, müsste ich doch bereits Onkel Dagobert sein, 5 mal im Lotto gewonnen haben oder zumindest schon Jobs ablehnen. Die meisten glauben, man sitzt Zuhause und macht sich einen faulen Lenz, weil ja kein messbares Resultat bei all' dem Aufwand herumkommt. Dem ist nicht so. Häufig klappert man einen Workshop nach dem anderen ab, lernt etwas über sich selbst, aber kann sich hinterher doch nicht richtig auf dem Arbeitsmarkt verkaufen. Wieso ist das so?

Die junge Generation (also meine) steht momentan vor vielen Herausforderungen. Die Wirtschaftspolitik sorgt dafür, dass Menschen immer länger arbeiten sollen, damit man nicht enorme Ausgaben an die Rentenkassen hat. Was man allerdings dabei übersieht, ist dass die junge Generation es deswegen schwerer hat, überhaupt erst auf den Arbeitsmarkt zu kommen. Depressionen, Zukunftsängste und damit verbunden eine heruntergesetzte Arbeitsfähigkeit können da leicht die Folge sein. Ebenso sorgt man dafür, dass die junge Generation weniger dazu bereit ist, eine Familie zu gründen. Das ist aus logischen Gründen negativ für die Wirtschaftspolitik, allerdings müsste man eben weiterdenken und nicht nur die Kosten der Renten sehen um das zu verstehen. 

Es ist allerdings nie wirklich Aufgabe der meisten Politiker, langfristig zu denken. Wenn man langfristig gedacht hätte, hätte man in Bologna nicht beschlossen, den Bachelor so einzuführen wie er ist, ohne die jeweiligen Arbeitsmärkte darauf vorzubereiten. Arbeitgeber verlangen noch immer 2-5 Jahre Erfahrung und dass ein frisch ausgebildeter gesucht wird, ist nicht die Regel. Hinzukommt, dass sich viele nicht mal mit einem klassischen Bachelor zufrieden geben, sondern einen Master oberdrauf wichtig finden, obwohl der Unterschied zwischen dem einen und dem anderen vom Arbeitsaufwand marginal ist. Die einzige Stelle, an der es beim Master merkbar schwieriger wird, ist die Abschlussarbeit (ich spreche hier natürlich von meinen persönlichen Erfahrungen). Das Problem ist allerdings, dass man nach beidem oft schon 26-30 sein kann und damit als Frau in einer Altersklasse fällt, von der man denkt, dass sie als nächstes Kinder bekommen. Es gibt also mehr Gründe, die gegen die junge Generation und für die ältere Generation sprechen.

Aber wenn man ein paar glamouröse Bilder auf der Seite des Jobcenters zeigt, dann glauben doch alle, dass sie innerhalb weniger Zeit einen Job finden. Deswegen versuchen wir, die schönsten, kreativsten und tollsten CV's und Bewerbungen aus Zeitungsresten zusammenzukleben und jedes Mal wahre Wunderwerke zu schreiben, die am Ende doch nur ungelesen im Papierkorb landen, weil wir irgendwo nicht dem "Superkandidat" entsprechen, die genau die Firmen "händeringend" suchen, die so tun als gäbe es nicht genug Kandidaten mit passendem Titel.

Einer schlägt im Jobkursus vor, wir bräuchten dringend "Mindfulness". Das mag ja sein, aber ich bin schon glücklich damit, dass es wenigstens Gratiskaffee gibt und ich mein Geld, für dass ich mich ja schämen soll, weil es ja ganz eindeutig meine Schuld ist, dass ich arbeitslos bin, nicht für Starbucks oder ähnliches ausgeben soll. Das könnte ich mir nämlich schlichtweg auch nicht leisten.

Und genau dort geht es weiter. Man soll bei der Arbeitswahl "flexibel" - also auf Deutsch: in der Pampa - arbeiten können. Die meisten von uns haben allerdings noch nicht einmal mehr ein Auto, weil unsere Generation das sauer angesparte Geld dafür nicht verwendet oder aber gar nicht hat. Das hieße also, dass einige Kandidaten dann direkt umziehen oder stundenlang pendeln müssten, bevor sie sich überhaupt das Auto mit gutem Gewissen zulegen können um nicht schon wieder zum x-ten Male die Eltern um eine kleine Finanzspritze bitten müssen.

Aber immerhin wohnen wir nicht mehr Zuhause. In Japan wohnt meine Generation im Durchschnitt nämlich noch bei Mami und Papi. Laut asienspiegel.ch leben 4,5 Millionen (!) Japaner im Alter von 35-54 noch immer bei ihren Eltern und man nennt sie "Parasiten-Singles", weil man dort auch davon ausgeht, dass wir alle viel zu faul sind. Wenn wir nicht aufpassen, dann kommt genau diese Welle von schlechtbezahlten Jobs zu uns und die Entwicklung wird dieselbe sein. Wir werden noch weniger Kinder bekommen als jetzt schon. Und auch dann kann die Politik nur meckern und betreibt keine Ursachenforschung. Es ist immer einfach, mit dem Finger auf andere zu zeigen, auch wenn dabei ganze drei Finger immer auf einen zurückzeigen.

Die ältere Generation fragt oft: "Wo bleibt der Aufschrei der Jugend?" Dazu kann die Jugend leider nur entgegnen: "Wir sind zu müde. Wir wurden schon von Anfang an gelehrt, uns ja nicht zu beschweren." Und wie ja klar hervorgeht, so glaubt man uns sowieso nicht, weil die Schuld ja bei uns zu suchen ist. Es wäre also die ältere Generation, die sich beschweren sollte. Sie müssen länger arbeiten, als das eigentlich nötig wäre. Aber wenn es dabei am basalen Geld nicht mangelt, dann nimmt man das eben so hin oder sagt bestensfalls noch, dass man ja "so gern" arbeitet und sich gar nicht vorstellen kann, als Rentner Zuhause zu hocken. Es wäre ja auch in ihrem Interesse, uns nicht bis weit nach der 30 an der Backe zu haben, oder uns vielleicht die Chance zu lassen, in ein selbstbestimmtes Leben zu starten. Die nimmt man uns allerdings schon alleine damit, wenn man uns ausschließlich in Praktika schickt oder in Jobs arbeiten lässt, die es eben nicht zulassen, dass man überhaupt über Nachwuchs nachdenkt.

Aber so ziehe ich meinen "business-casual" Anzug an und gehe zur nächsten Veranstaltung, schöpfe ein kleines bisschen Hoffnung, bis ich mich dann das nächste Mal wieder ohne Perspektive auf meiner Couch einfinde. Immerhin habe ich noch meine eigene Couch. Es könnte auch Mami's und Papi's sein.

It's early in the afternoon. I'm slowly getting up. I'm trying to talk myself into looking out of the window. I'm thinking: "Why am I even doing this?" This is how a typical day in the life on an unemloyed person starts and it takes place between a bed and a couch. Even if you are the most enthusiastic person there is in this world, the evil monster of unemployment is going to eat you alive one day.

The jobcenter keeps telling you that "it'll all be fine" and that "all it takes" is an internship and a job with some extra money by the jocenter thereafter. If you are lucky, that is. Eventually, you are one of those, who end up disappearing from the statistics after two years of unemployment.

I don't want to paint the devil on the wall, but it is really difficult to hold your head up high, if all you meet is people who have a lack of understanding of your situation. "But everybody says that there is a lack of engineers!" While that may be true, it is also true that those who recently graduated lack the 5-10 years of experience which they demand for almost all jobs (okay, it is more like 2-5, but exaggeration helps to show how ridiculous this is). "It's your own fault, you are not willing to move to the countryside and want to stay in a big city." There are no jobs for software engineers in the coutnryside. I'm not even going to mention my situation as a humanist, but this describes the accusations my boyfriend has to live with. "If only you would have wanted to become something more proper than a humanist" is ringing in my ears ever since before i even started studying.

When you are unemployed, they still expect a lot from you. The days between bed and couch are filled with applications. If i would have luck everytime that somebody wished me "Good luck" with my job search, I should have won the lottery 5 times by now. Or, I should at least have had a jobinterview. Many people believe that all we (the unemployed) do is to sit at home, having a good time, because we can't show them how tedious and difficult it is to go through all of this and to not lose your mind along the way. On top of that, you're going from workshop to workshop in hopes of finding a "better you". Most of the times, you'll briefly feel like it's your turn now - only to return to your couch again later. But why is that the case?

The young generation (mine) is facing many obstacles in their lives. A demanding economy makes sure that people need to work longer and longer, in an order to minimize the costs of a constantly aging populace. While focussing on that, politicians generally oversee that the younger generations are experiencing more difficulties when trying to join the work force. Depression and a constant fear of not being able to make it define a young generation, which thus can end up without the slightest spark or power left to even be able to join the work force. This is how you make sure that potential workers will never become those. In other words: The money that you thought you'd save on pension spendings will directly go to those, who will no longer be able to become part of the work force. I would be willing to say that this is not how you save money, but this is how you lose in the long run.

On top of that, it becomes very unlikely that people with no job will choose to have children. If you want your populace to stop declining, you need to give them favorable circumstances instead of trying to make their life harder. But politicians aren't generally known to be those who think ahead of their 4-5 years in the parliament. If somebody would have thought ahead during the Bologna process, they could have figured out that the job market needs a longer phase in order to be able to adapt to the students, which seemingly "don't know what they are doing and have no experience". If your Bachelor is not enough and companies require a Master, it can at times seem a little off, because if you, like me, have experieced that a Master just means two more years of basically the same thing with the only exception being the finals which, admittedly, are tougher, then you begin to think that companies really have no idea what the studies are all about and that they just want you to have a prestigious title. And then there is the age issue which does not get better by studying two years longer. At 26-30, women are at their best age to have children which makes them rather unattractive for the job market as well. So no matter how you do it, you are bound to do it wrong. The older generations are done with children and have the necessary experience, which makes them more attractive than you in every respect.

But if you show a couple of glamorous pictures on the jobcenter homepage, then everybody is going to believe that they will find a job in relatively little time. This is why we are desperately trying to create the world's best CV and cover letter which is so "new" and "creative", in order to blow the employer's mind and why we are writing exciting recounts of us as THE best employee ever, for all of that to end up in the paper bin, time and time again. Because we are not the perfect super candidate the company is looking for and thus, they act like there wouldn't be any suitable candidates at all.

Somebody in my last job class suggested that we should have more time for mindfulness. I, for my part, are satisfied with the free coffee that saves me from wasting the money that I, in the eyes of many, are not even supposed to get for being such a lazy bugger, on a Starbucks coffee that I couldn't even afford anyway.

Money also makes sure that they can bash us for another reason, namely, that we are not trying to get that one job at the end of the world that's waiting for us. It is because most of us don't even have a car and it gets really difficult to drive four hours every day, while you are, for example, supposed to pick up your child from the Kindergarten while having a 9-5 job. Unless you want to borrow a lot of money from your parents, it will take a while until you have the funds to buy that car. This is why these jobs, if they even were there, would be more or less unattractive.

At least most of us here do not live with our parents any longer. In Japan, this is the exact opposite. A recent article on "asienspiegel.ch" stated that as much as 4,5 million japanese people from 35-54 live with their parents and are called "parasite-singles". This term includes that the general population believes that these people are simply too lazy to make do themselves and negates the fact that more and more jobs don't offer enough payment to make do, or that it gets more and more difficult to even find a fitting position. If we don't pay attention, Japan could be a look into our future, and yes, this would include that we also are facing even fewer newborns in the future. But politicians are only willing to point at our direction while they, at the same time, have at least three fingers that point towards them. They are not trying to figure out what the reason for the problems is, they are only interested in trying to find someone to blame for the misery.

The older generations often asks us: "Why don't the youngsters protest?" And the younger generations will have to answer that they are too tired and have learned nothing else than blind obedience from day one. However, the older generations are not going to believe that, because they know that we are at fault, because we simply are too lazy. So it should be the older generations that should protest, because they have to work longer, but all you hear from them is that it is fine and that they would have been bored at home anyway, or they don't complain, because all is fine as long as you have the money, albeit not realizing that they would benefit from not making sure that we will have to rely on them for a lot longer than they had expected when they gave birth to us. This way, they also give us a chance to make the grandchildren they keep asking for, while not realizing that we would rather not have children, when we have nothing to offer and can't give them a somewhat secure life.

So I'll put on my "business-casual" suit, go to the next meeting, get my hopes up just to end up on my loser couch again. But at least I can call this couch my own. In Japan, I'd be sitting on mommy's and daddy's couch.



Quelle: https://asienspiegel.ch/2017/04/japan-nennt-sie-parasiten-singles/