Dienstag, 22. Mai 2018

Havenisser, Dannebrog og Kartoffelsalat


Pinsen bød på det fineste solskinsvejr, og hvis man kan stole på vejrudsigten stopper 'sommeren' ikke foreløbig. Det giver plads til nogle timer fyldt med arbejdsglæde iblandt ukrudt, stauder, havenisser og flagstanger. I både de tyske og de danske haver findes der mange genstande, både til brug og til pyntning.

De danske haver jeg kender til er præget af gras, nogle stauder, grøntsager og bær, og ikke mindst en flagstang. Flaget tages mere alvorligt i Danmark end i Tyskland. Mens dannebrogen blandt andet bruges til festlige begivenheder, findes det tyske flag nogle gange i haveforeninger eller når det tyske nationalhold spiller fodbold. Ellers bliver det gemt væk, eller også så kan det være, at det overhovedet ikke findes i et tysk hjem. Der findes ganske rigtigt også danske hjem uden flagstang, med helt uden dannebrog er nok mindre sandsynligt.

Havenisser findes heller ikke i en hver tysk have, selvom der er rygter om det. De eneste havenisser jeg nogensinde har mødt bor faktisk i Danmark. Det skyldes, at havenisser anses som noget ”konservativt kitsch” i Tyskland, altså ikke noget, der bruges særlig ofte længere. Til gengæld findes der i nærmest et hvert tysk hjem med et stykke have (ligegyldigt hvor lille haven er) en grill. Den findes også i Danmark. Og der er gået sport i den i begge lande.

Der steges mere traditionelle pølser, nakkekoteletter, en god bøf og der nydes kartoffelsalat og brød som tilbehør, men nutildags findes der også chokolade-bananer, grillost og panchetta. En pølse er bedre end den næste, og når man taler om kartoffelsalat, findes der i Tyskland millioner af ”bedste opskrifter”, da enhver bedstemors opskrift gives videre til den næste generation. I Danmark er jeg stadigvæk på jagt efter en lignende opskrift for noget der gives videre over generationer. Indtil videre ved jeg kun, at jeres kartoffelsalat ikke ligner den nordtyske kartoffelsalat med mayonaise, og absolut ikke den sydtyske med eddike.



Til en grillfest på tværs over grænserne burde man altså absolut regne med to forskellige slags kartoffelsalater, som begge to har deres charme. Ligeledes kan man også regne med overraskelser i ølglasset. Da jeg holdt mit første fest i Danmark, bragte mine tyske familiemedlemmer Radler (eller nordtysk ”Alsterwasser”) med, som slet ikke var dårlig ifølge min danske familie. Derefter blev der købt flere variationer af Radler for at finde ud af, hvad godt der kunne købes i Danmark.

At alt kan ryges er dog mig bekendt et dansk fenomen. Siden vi har fået en rygeovn i min danske familie, ryger vi alt fra ost og fisk til pulled pork og bøf. Nogle gange smager det knapt så godt, men det er det eksperimentelle udekøkken, der kalder efter den danske hobbykok. Det bliver altså spændende at se, om dette trend også kommer til Tyskland inden længe.

Det vi har fælles i vores haver, er at vi nyder solen og at alle samles omkring et stort bord, hvor der grines højt og snakkes indtil solen går ned. Det gør den en lille smule tidligere i Tyskland, men så har vi vores citronellalys, som enhver tysk barn automatisk knytter sammen med lange aftener udenfor. I Danmark flygter man måske med mand og mus ind i udstuen og hygger videre der. Men vi nyder alle sammen de fantastiske lange aftener i naturen og sammen med vores kære.

Dansk-Tysk samarbejde par excellence

En gang om året findes vi foran TV skærmet, når vi alle sammen hepper på vores hjemland (og nogle gange nogle andre lande) til Eurovision. Denne gang kunne vi heppe på Michael Schulte med sangen „You let me walk alone“ og Rasmussen med „Higher ground“. I år var „You let me walk alone“ dog mindst ligeså relevant for danskere som Rasmussens bidrag.
Michael Schulte taler flydende dansk, da han bl.a. gik på Duborg-Skolen i Flensborg (1). Ikke kun derfor kunne Michael nå at vinde de danske hjerter. Sangen er blevet skrevet af Thomas Steengaard, som også var med til at skrive Emmelie de Forests „Only teardrops“ (2) Ole Tøpholm selv formåder i DRs artikel, at han ikke var helt uskyldig i Tysklands gode placering. De to havde en interview til anden semi-finale, så alle danskere kunne høre Michaels danske historie på DR1.
Det er altså ikke helt klart, om Danmark stemte på Michaels sang pga. dens danske historie, eller om danskere faktisk kunne lide sangen. Men når man kigger på resultaterne fra andre lande, så har man ingen grund til at betvivle sangens kvalitet. Den klarede sig fremragende i forhold til Tysklands sange fra de sidste par år. Rasmussens sang „Higher ground“ fik en niende plads, mens Tyskland blev belønnet med en fjerde plads. (3)
Når Tyskland taber i Eurovision, plejer vi at spørge om det er, fordi alle andre hader os. I Danmark tænker man ikke på samme måde. Når man er taber hos Eurovision, så vandt man jo alligevel til semi-finalen, og var dermed bedre end så mange andre lande. Denne positive indstilling mangler i den grad i Tyskland, og måske er det sådan, fordi vi ikke behøver at deltage til semi-finalen. Det kunne dog også være, at vi forbinder Eurovision meget mere med politik, end vi egentlig burde.
Det kan dog konstateres, at den dansk-tyske samarbejde lever i bedste velgående, og man kan se, at vi kan få gavn af at arbejde sammen. Vores musikaliske smag er ikke vildt forskelligt hellere. Eurovisions vinder hedder dog Netta Barzilai. Sangenrinden fra Israel vandt med nummeret „Toy“, i hvilken hun kommenterer på #metoo-bevægelsen. (4) Som man kan se hos BT, var sangen ikke særlig populær i Danmark. I Tyskland blev sangen modtaget med mere entusiasme.
Eurovision er altid en fest af sange, skør påklædning, dans, sjov og ballade, men på lige fod også et spejl af virkeligheden, som den er skruet sammen. Og mens nogle har behov for at kæmpe imod en patriarkalsk verden og for mere accept for det unormale, mangler mere frie lande behovet for at kæmpe. Vi burde dog alle sammen glæde os over, at forskelligheden vinder gang på gang, ligegyldigt om sangen falder i vores smag.
Tysklands position er betydelig bedre når vi arbejder sammen med Danmark, og måske går det lidt begge veje. Dette understreger vigtigheden af samarbejdet over grænser.

1. https://www.fla.de/wp/dailys/michael-schulte-tysk-melodi-grand-prix-kun-en-mellemstation-mig/
2. https://www.dr.dk/event/melodigrandprix/danskerne-gav-tyskland-12-grand-prix-point-jeg-kommer-og-giver-koncert-i
3. https://eurovisionworld.com/eurovision/2018
4. https://www.bt.dk/musik/her-kan-du-hoere-vindersangen-i-eurovision-2018

Dienstag, 8. Mai 2018

At bremse, eller ikke at bremse

Aarhus bremser for gult“ hedder en ny kampagne fra Aarhus Kommune. Kampagnen vil oplyse om det faktum, at man ikke må køre over gult i Aarhus, såsom i resten af Danmark. Der er der ikke noget nyt ved det. Hvis man googler Aarhus bremser for gult, får man henholdsvis artikler fra 2016, 2015, 2013 og hele vejen tilbage til 2011.

Ifølge FDM1 forholder reglener i Danmark sig lige præcis på den samme måde som i Tyskland. Bilisten skal beslutte sig for at bremse eller fortsætte. Det er dog et spørgsmål om tolkningen, hvornår man stadigvæk er i stand til at bremse forsvarligt eller ej. Denne tolkning pålægges altså bilisterne. Ligeledes lærer man i en tysk køreskole, at det er op til en selv, om man kan nå at køre over krydset.

Mens man diskuterer gult lys i Danmark, diskuterer man derimod i Tyskland, hvad man skal gøre mod alle dem, der faktisk kører over rødt. I Hamborg plejer problemet med rødlyskørsel være mere relevant i nyhederne. Derfor havde jeg aldrig tænkt ret meget over, om det er forkert at køre over for gult. Hvorfor er fokusset dog så forskelligt i begge lande?

Djævelen ligger i detaljen

Når man kører igennem et lyskryds i Tyskland, der lige er skiftet til gult, fornemmer man ikke automatisk, at man har gjort noget forkert. Trafikreglen §372 siger dette: „Gelb ordnet an,: „Vor der Kreuzung auf das nächste Zeichen warten““, hvilket ikke er særlig forskelligt fra „Rot ordnet an: „Halt vor der Kreuzung“. Gul lys betyder, at man skal vente foran krydset indtil det næste tegn og rød betyder, at man skal stoppe foran lyskrydset. Når man har lært, at det skal vurderes, om man kan vente eller ej, drøner man bare lige over krydset, da det jo først er rødt, som er for alvor.

I Vejafmærkningsbekendtgørelsen § 61 Stk. 53 står der det følgende: „Gult lys betyder stop“, og at gult lys har den samme betydning som rødt. Som man kan se, er det ikke nært så tvetydigt som i Tyskland. Her har gul den samme betydning som rød, og skal tages lige så alvorligt.

En reell fare

I to ud af tre uheld, hvor aarhusianerne kommer til skade i traffiken, er gul- eller rødkørsel en medvirkende årsag til uheldet“, skriver TV2Østjylland4. Der oplyses ikke, hvad fordelingen mellem rød og gul er. I Tyskland findes der ifølge Focus5 kun oplysninger om rødkørsel og kørsel over et stopskild i forhold til uheld, og der gøres heller ikke forskel mellem de to færdselstegn. I 2007 var der hele 98000 uheld med 413 dødsfald.

Når vi har travlt, har vi ofte ikke evnerne til at reagere hurtig nok. En glemt aftale, et ventende barn i børnehaven eller manglende vurderingsevner gør, at vi drøner over gult uden at tænke os om en ekstra gang.Vi ved alle godt, at man egentlig ikke burde køre, når man er påvirket af omstændighederne, men vores travle dagligdag gør det nærmest umuligt at holde sig til det. Hvis vi tænkte os om, ville vi selvfølgelig stoppe, da det altid er bedre at komme frem uden at skade os selv, og uden at skade andre. Men i realiteten er mennesket ikke perfekt, og kører alligevel.

Men når liv kan reddes, så skulle man i Tyskland være mere tilbøjelig til at se på sagen som danskere, og se det at køre over gult som forbudt, fremfor at se det som en vurderingssag. For en gangs skyld kunne Tyskland, det land hvor børn som oftest ikke engang må lege på græsset på offentlige steder, og hvor der findes legepladser, der tilhører nogle boligblokke, som ikke alle børn må benytte, være lidt skrappere og tage ved lære af Danmark.

1https://fdm.dk/nyheder/2017-09-aarhus-vil-bremse-gult
2https://dejure.org/gesetze/StVO/37.html
3http://www.teoristart.dk/wp-content/uploads/2016/10/Vejafm%C3%A6rkningsbekendtg%C3%B8relsen.pdf
4https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/aarhus-skal-bremse-gult-mange-overholder-ikke-faerdelsloven
5https://www.focus.de/auto/videos/verkehrsunfaelle-290-000-mal-ueber-die-rote-ampel_vid_10880.html

Dienstag, 1. Mai 2018

Ordnung muss sein i rodebutikken


Tyskere elsker orden. Alle kender “Ordnung muss sein”. Man kunne mene, at det bare var en fordom, men efter min opfattelse er det nok ikke helt forkert. Netto og jeg bliver nok aldrig venner, og det skyldes at man er nødt til at kæmpe sig igennem et enormt tilbudsbuskads med ting, som man i bund og grund ikke har behov for. Og når man har læst reklamen, betyder det ikke, at man nogensinde kommer til at finde de relevante tilbud.

Hos Lidl ved jeg, hvor tingene står, medmindre de laver om i butikken, og det har de kun gjort en enkelt gang i de sidste fem år. Hos Netto kunne man mene, at de laver om på tingene nærmest hver dag. Hvis jeg havde alle penge i verdenen, ville jeg foretrække at shoppe hos Føtex, men pengepungen begrænser dette. Derfor er Lidl mit foretrukne valg.

Men hvad siger det om mig som tysker, og hvad siger det om danskere, som åbenbart ikke har et problem med rodebutikker?

Den gang jeg boede i Tyskland kom jeg hjem i mellem kl 18.30-19. Så sent på dagen har man mildest talt ikke lyst til at købe ind, især ikke efter en stressende dag på kontoret. Nogle gange i mellem kan man nå at købe ind i frokostpausen, men så kræver det først og fremmest, at man kan finde ting hurtigt. At der er ”Ordnung” i Tyskland, skyldes altså ikke blot, at vi kan lide det, men det er en del af effektiviteten. Og så har vi et langt bredere udvalg af varer i Tyskland. Hvis babymaden pludselig fandtes ved siden af bilrensningsprodukter og ikke ved siden af bleerne, ville vi ikke have en jordisk chance for at finde artiklerne, og så er sandsynligenheden ret stort, at vi giver op og tager hjem uden at købe noget. Men vi skal altså købe ind, og det skal ikke se rodet ud.

Avantgardistiske urtepotter

At jeg foretrækker Føtex, skyldes simpelthen at butikken ligner tyske supermarkeder ret meget. Der er en indbydende grøntsagsafdeling i begyndelsen, ofte et bageri tilknyttet, og der findes godt kød. Jeg ved, hvor varene er henne. Og så er udvalget lidt større end hos Netto. Det vil sige, at de, for mig, vigtigste varer er i fokus. Det handler ikke om, at jeg skal finde en avantgardistisk urtepotte. At købe ind hos Føtex dækker mit behov for at kunne vælge mellem mere end kun jordbær- og hindbærmarmelade.

Når går på indkøb hos Netto kræver det tid, som tyskere ikke har. Danskere går hjem kl 16, og kl 16.30 er man altså stadigvæk klar til at købe stort ind. Man orker derfor stadigvæk at værdsætte avantgardistiske urtepotter i et tilbudsbuskads. Og dem sætter man meget mere pris på i Danmark. I et land, hvor man slås om en limited edition vase og hvor alle har træfigurer, der ikke kan bruges til andet end at vise ens status, er det logisk, at folk også har lyst til at gå på skattejagt. Her i Danmark er man tilfreds med de madvarer man kender til, men man ønsker at vise, at man bakker op om skandinavisk design.

Skattejagt vs. Udvalg

I bund og grund kan man altså sige, at danskere og tyskere shopper forskelligt, og det kan i den sidste ende også ses i deres hjem. Når en tysk familie spiser morgenmad i weekenden, bukker bordet under for en stor tag-selv buffet af kødpålæg, marmelade, æg og bacon, ost, og egentlig alt, man ønsker sig. I Danmark spises der rundstykker med smør på, og på bordet står der måske et lille udvalg af pålæg. Tyskere går dog knap så meget op i, hvordan deres bolig er indrettet. I et traditionelt hjem i Tyskland kan der stadigvæk findes klassiske ”Eiche rustikal” møbler eller et robust ”Fliesentisch”, og tysk bolig design er ret ikke eksisterende i forhold til alt det skandinavisk design man kan købe.

Selvfølgelig findes der undtagelser. Og hvis man ser på de nyeste udviklinger såsom ”Føtæsk” hos Føtex og ”Discountmatch” i Bilka hos pristjekken i Søndagsavisen, så er der ingen tvivl om, at der også er noget, der forener begge lande. Vi ønsker at gøre et kup. Men hvis man vil sælge mere, så er det helt klart også vigtig at gå efter kundenes ønsker, for at tilpasse sig andre behov end kun at være den med de bedste priser. Det kræver, at man forstår kunden, og for at forstå kunden, er det bedst at kigge i kundens hjem.

https://www.sondagsavisen.dk/forbrug/2018-01-25-kaempe-pristjek-far-du-de-billigste-varer/

Sonntag, 26. November 2017

The Sound of Silence

Heute werde ich meinen Blog mal dazu nutzen, etwas nicht so schönes anzusprechen. Aber wenn man darüber redet, dann wird man es eben erfahrungsgemäß auch leichter los.

In letzter Zeit habe ich ziemlich viel Zeit über mich und mein Leben nachzudenken. Dabei ist mir aufgefallen, wie sehr ich mich in den letzten 30 Jahren (ja, ernsthaft) verändert habe.

Als Kind war ich immer sehr aufgeweckt, habe viele Fragen gestellt und hatte einen Redebedarf für mindesten zehn Leute. Ich habe mich gern in den Vordergrund gedrängt, wenn ich das Gefühl hatte, übersehen zu werden. Ich habe auch nie darüber nachgedacht, ob es falsch wäre, etwas zu sagen.

Heutzutage bin ich kaum zu übersehen und würde mir oftmals wünschen, dass es anders wäre. In diesen 30 Jahren habe ich hauptsächlich nur gelernt, dass alle immer irgendwie in das Schema passen sollen. Und während man als Kind ruhig auf dem Stuhl zu sitzen hat und dem zu folgen hat, was der Lehrer so erzählt, soll man als erwachsener Mensch plötzlich das komplette Gegenteil sein. Jetzt gehören Smalltalk, Präsentationen, Networking etc. plötzlich zum täglichen Brot.

Nun bin ich plötzlich anders, weil ich niemanden unterbreche und stundenlang darüber nachdenke, was ich wohl sinnvolles und kluges zum Gespräch beisteuern könnte. Man könnte ja darin ertappt werden, etwas dummes oder falsches zu sagen. Und ich hab auch längst nicht so viele Kontakte, wie ich sie eigentlich haben sollte bei dem Beruf, der mich am meisten interessiert. Aber ein Gespräch aufrecht zu erhalten wird eben ab dem Moment schwierig, wo man einfach frei von der Seele reden sollte, aber Gefahr läuft, dass jemand die Worte, die frisch und ehrlich sind, nicht mag.

Dabei wäre ich vermutlich eine gute Freundin, auch wenn oder gerade weil ich wirklich gut darin bin, zuzuhören, und ich wäre auch eine gute Mitarbeiterin, da ich nicht viel erzähle, sondern das tue, was gemacht werden muss (und das eigentlich auch, so finde ich, recht kreativ, präzise und durchaus zum Ziel führend). Aber ich kann mich nicht mehr in den Vordergrund stellen, weil mir immer erzählt wurde, dass das falsch ist. Und ich kann nicht auf mich stolz sein, weil alles, was mich früher ausgemacht hat, erst einmal grundsätzlich falsch war und nicht in das Schema des stillen und fleißigen Schülers passte.

Wenn die Schule mir eins beigebracht hat, dann, dass man nur Vorteile hat, wenn man das tut, was einem gesagt wird und man ja nicht etwas infragestellt. Wenn das Leben mir etwas beigebracht hat, dann, dass man nicht man selber sein soll, wenn man nicht in das Schema des erfolgreichen, fehlerfreien Menschen passt.

Natürlich sollte man sich ab und zu überlegen, was man sagt, aber das sollte man nicht immer tun, weil man sonst ganz einfach ständig den richtigen Zeitpunkt verpasst, um etwas zu sagen. Und dann kommt dieser Zeitpunkt nie mehr wieder. Oftmals würde es uns auch gut tun, wenn wir die Wahrheit auch dann sagen könnten, wenn es möglicherweise weh tun könnte. Stattdessen sitzen wir da, schlucken alles runter und führen ein Schauspiel aus.

Schauspiel ist so oder so das richtige Wort. Wenn du mich im Fitnessstudio sehen würdest, so wäre das hauptsächlich Schauspiel. Ich hätte daran größtenteils keinen Spaß. Ebenso wenig habe ich Spaß, wenn ich versuche, einen Job zu finden. Ich habe auch keinen Spaß daran, schlimme Erfahrungen in meinem Leben verstecken zu müssen und ständig so zu tun, als wäre immer alles gut gewesen. Aber genau das versucht man, wenn man sich bewirbt.

Niemand, wirklich niemand schreibt in seinem CV oder einem Anschreiben, dass er/sie eine zeitlang psychische Probleme hatte, eine Therapie durchgemacht hat, Opfer eines Verbrechens wurde oder einfach gemobbt wurde, was so manche miese Noten einfacher erklärt als jede schöne Ausrede, die man sich ausdenken muss, um ja den nächsten Job zu bekommen.

Und so beginnt man ein Arbeitsverhältnis mit einer Lüge. Lügen war auch noch nie etwas für mich, aber wenn ich wirklich einen Job haben will, dann muss ich das tun. Auch wenn ich mir wünsche, dass wir uns alle mal eingestehen würden, dass niemand fehlerfrei ist.

Denn wer im Vorstellungsgespräch als fehlerfreies Supertalent dasteht, ist meistens nur ein schöner Traum aus heißer Luft. Ein Zeugnis nur mit Einsen verbirgt oft einen Menschen, der kaum soziale Kontakte knüpfen kann. Ein Zeugnis mit durchschnittlichen Noten versteckt den Menschen, der genau diese Kontakte knüpfen kann, aber nicht immer in allem gleich gut war. Ein Zeugnis mit schlechten Noten kann ein Beweis dafür sein, dass es das Schicksal mit diesem Menschen von vornherein nicht gut gemeint hat.

Mit anderen Worten: Ein Zeugnis und ein einmaliges dreißig bis sechzig Minuten Gespräch sagen gar nichts über den möglichen neuen Mitarbeiter aus, außer dass dieser Mensch gerade mal einen guten oder einen schlechten Tag hatte.

Es wäre also einfach sinnvoller, einen Menschen auszuwählen und erstmal auszutesten, um zu sehen, ob man zusammenpasst. Damit habe ich auch die besten Erfahrungen gemacht, denn große Klagen habe ich über meine Einsätze in diversen Praktikumsaufenthalten nie gehört.

Das, was ich erfahren habe, ist dass ich zu perfektionistisch und zu still bin. Daran muss ich nun arbeiten, damit ich wieder ich selbst sein kann. Ich weiß, das wird nicht einfach, gerade weil man eben ohne Job nichts auf den Teller bekommt und kein Dach über'm Kopf hat, und ich dann eben Gefahr laufe, dass mich weniger Menschen aushalten können als jetzt, aber sei's drum. Man kann es nicht allen Recht machen. Die wichtigste Person, der ich es Recht machen kann, sollte sowieso ich selbst sein. Sonst bin ich mir selbst nicht treu.




Today I'll use this blog in order to talk about a topic that's not so nice. However, it's easier to deal with difficult things when saying them out loud, rather than trying to hide them.

In the last couple of months I've had plenty of time to think about my life and myself as a person. Meanwhile, it occurred to me that I've changed a lot in the last 30 (yeah, really) years.

I was a very curious, cheerful and talkative child, would ask hundreds of question each day and would talk as much as ten people would in the same time. I'd try to be in the center of attention and if I wasn't, I'd make sure to push myself through the crowd and let them all know that I was there as well. I've never wondered about if the things that came out of my mouth would be wrong in any way.

Today, it's much harder not to recognize me, but I wish that I wasn't as noticeable as I am.What i've learned in the last 30 years is that you absolutely should fit in the scheme and shouldn't try to stick out. And while you're supposed to be quiet, sit in your chair and follow your teachers instructions as a student, you're supposed to be the exact opposite of that as a grown-up. You're supposed to be able to engage in small-talk, to network, to hold presentations and to be likeable.

So now, I'm not doing it right all over again. I don't interrupt people when they talk and reconsider what I want to say until it's too late to say it. I would rather not be caught saying something stupid or wrong. And I have far from enough contacts, which are so vital for my job aspiration. But it's really difficult for me to not let a conversation die out, because I can't talk the way I used to talk, unaware of possible repercussions and 100% honest.

However, I am sure that I'd be a good friend, even though or maybe even because I am a very good listener and I'd be a valueable employee, because I do my job the way it's supposed to be done and fast as well (and creative, detail- and goal-oriented). But I'm no longer able to stand in the limelight, because I have always been told that it is wrong. And I can't be proud of myself, because everything I was has always been wrong and because I didn't fit in the scheme of the much preferred silent and obeying student.

If there is one thing that school has taught me, then that it is an advantage not to ask too many questions and to do as you are told. And if there is one thing life has taught me, then that you shouldn't be yourself for as long as you are unable to shine as a flawless and successful human being.

I'm not advocating that we should never think about what exactly it is that we are saying, but sometimes we're just supposed to say something without thinking it all through for too long. If we don't do that, it'll often be too late to say it. Also, it would often be better if we had the possibility to just state the truth, even if it hurts. Instead of that, we swallow it all down and act out a role as perfect humans.

I may not be the worst actor there is, but I don't enjoy acting out my own life. If you find me at the gym, I'm in a role as somebody who enjoys this, even though I really don't. While trying to find a job, I have to stay in character, even though I really am somebody else. I really feel no pleasure in trying to cover up all my flaws and in covering up those horrible parts that are a part of my life and therefore, a part of me. But this is exactly what I have to do, if I want to find a job.

Nobody, absolutely nobody will write about their extensive experiences with therapy, their psychologic diseases, the fact that they've been a victim of a horrible crime or simply that they've been bullied throughout their time in school in their CV or their cover letter, even though some of these things would easily explain why there are holes in the CV or why some of the candidate's grades aren't the best. The fact that all these perceived flaws have to be covered up is often the first step into a web of lies.

I've never been particularly good at lying, but I have to lie while trying to get a job. I'll have to be a person I'm not, or not anymore, even though I wish that we'd all be able to accept that none of us are completely flawless.

The person who may look flawless based on their grade papers and the first impression can be the person who wont do a good job. If your grades are all A+, you might not have had enough chances to socialize. If your grade paper is at best showing a mediocre performance in school, this might indicate that you, in fact, are rather good at socializing, but didn't have enough time to focus on all subjects, and if your grades show that you performed poorly, this may simply indicate that life dealt you lemons from day one.

In other words, grade papers and job interviews that may last between 30 and 60 minutes are not an indicator of your ability as an employee. They may be an indicator of the fact that your day had already started either good or bad though, but that is all there is to it.

It would make a lot more sense to test possible employees and let them work in your business to figure out whether or not they'll fit in. Whenever I got the chance to do exactly that, I usually figured out that I actually am a valueable employee, contrary to my own beliefs and contrary to my mediocre grade papers.

This way, I also found out that I am too much of a perfectionist and that I simply don't engage enough in small talk. I'll have to work on this and I know that it wont be easy to return to my old self, but it is necessary, if I want to live a more or less normal life. Sure, I'll risk that some people will no longer like me, but I guess that is the price I'll have to pay to be true to myself. I can't please everyone.



Freitag, 14. Juli 2017

Just say yes....

In gut einer Woche ist es so weit - ich heirate. Ich habe mir noch keine großen Gedanken gemacht, was sich am Tag danach eigentlich ändert. Vorerst ändert sich nicht mal mein Name, weil das einfacher ist erstmal. Den Namen kann man später noch ändern. Das sind alles Dinge, die man erfährt, wenn man erstmal feststellt, was für ein Aufwand so eine Hochzeitsplanung ist, auch wenn man daraus eigentlich gar kein großes Tamtam machen möchte.

Unsere Anweisungen dafür, was in der Kirche passiert, gleichen übrigens einer Taktikdiskussion beim Fußball. Der Brautvater spielt dabei zunächst den Libero, landet dann aber auf der Auswechselbank. Als neuer Spieler kommt der Ehemann. Wenn der Finger erstmal im Ring ist, dann ist das Spiel auch schon gewonnen. Nach dem Kuss ist eine Laola zu erwarten.

Aber Spaß beiseite. Ich habe mir in letzter Zeit unzählige Liebesfilme angesehen und dabei kam immer wieder bei raus, dass es wichtiger ist, dass man sich liebt, egal in welcher Lage, als dass man ein großes, tolles Hochzeitsfest hat, ein Auto, ein Haus oder was auch immer nun darstellt, dass man es im Leben geschafft haben soll. Und dazu gehören auch Tage, die man nicht auf den sozialen Medien zeigt. Dazu gehört, dass nicht nur sprichwörtlich die Fetzen fliegen. Dazu gehört, dass man Meinungsverschiedenheiten hat. Dazu gehört, dass man den anderen auch mal gar nicht mag, aber immer noch im Hinterkopf hat, dass man ihn liebt.

Wir sind gerade dort im Leben angekommen, was andere als einen Tiefpunkt bezeichnen würden. Wir haben beide keine Arbeit, wir haben noch nie ein Auto gehabt, leben in einer Mietwohnung und nicht in einem Haus (so wie das in Dänemark von Heiratenden scheinbar erwartet wird), wir haben auch noch kein Kind und es gibt anderweitige Probleme, auf die ich jetzt nicht näher eingehen will. Es läuft eigentlich nichts, außer, dass wir uns haben, uns lieben und gesund sind.

Die Liebe ist wichtiger als alles Tamtam, was es so drumherum gibt. Das vergisst man heutzutage gern mal, gerade wenn man sieht, dass die Leben der anderen auf Facebook, Twitter etc. so viel besser aussehen als das eigene. Auf der Jagd nach dem nächsten Job, dem besseren Leben, den tollsten Reisen, dem schickesten Auto, etc. kann man häufig das Essentielle aus den Augen verlieren. Das Essentielle besteht darin, dass man hier auf diesem Planeten sein Leben mit anderen teilen, von ihnen lernen und mit ihnen genießen kann.

Liebe ist, was zählt.




I'm getting married in about a week. I haven't really thought anything through yet and I really don't know what's going to change. As far as I am aware, not even my name changes. It is too complicated to do it now and will be much easier later on. Even if you are planning to have a very laidback and small wedding, there are many things that need to be thought through and considered.

Our plan for the ceremony looks a bit like a game plan in football. The bride's father is the first to play the ball, but ends up on the substitute's bench. The new player will be the groom. Once there is a ring on the finger, the groom has won. You can expect a laola while the couple is kissing.

But all joking aside, I've been watching a myriad of romcoms lately, and it all comes down to the fact that the most important thing about weddings and a relationship is that the couple loves one another, no matter what. Expensive cars, travelling to exotic places, having a house or whathever the world let's you know you are supposed to do or to have - all of that doesn't matter, as long as you are in love. You can look at social media and doubt it. But love includes days on which you really don't like your partner, on which you fight and on which you don't agree. These are the things, people don't like to show, but they are there nevertheless. And everyone experiences this.

We are at a point in our life, where everything is going wrong. We have no jobs, we don't have that house that you apparently are supposed to have when you're getting married in Denmark, we don't even have a car and we don't have a child - other people would claim this is a low. But we have eachother, we are healthy and we have love.

This love is more important than the biggest wedding, the most expensive things and that everything goes right in life. This is essential, but often something that we tend to forget, when we see that everybody seems to lead a better life than we do (on social media). I believe it is important to not forget the essential parts of life that make it worth living. The essential part of life is that you can live it on this planet, with people you love, who help you to learn more about life and who are with you, while you enjoy your time here.

Love is, what is important.




Jeg skal giftes om godt og vel en uge. Jeg har ikke helt tænkt igennem, hvad det betyder for mig. Jeg ved ikke, hvad der forandrer sig ved at være gift. Dog er en ting sikker, jeg skifter ikke navnet på selve dagen, da det simpelthen er for besværligt og er meget nemmere senere. Der er mange ting der gør, at et bryllup bliver til noget, som kræver koordinering, selv hvis man egentlig ikke har planlagt det helt store bryllup.

I bund og grund ligner selve vielsen en game plan fra et fodbold spil. Brudens far spiller som libero først, men ender op på udvekslingsbænken. Dernæst er den nye spiller gommen. Når fingeren sidder fast i ringen, er bolden i målet. Derefter forventes der en laola, mens brudeparet kysser.

Men spøg til side. Jeg har set en masse kærlighedsfilm i løbet af de sidste par uger. Og så har jeg fundet ud af det essentielle - at man elsker hinanden, uanset hvad. En stor bil, et dyrt hus (som man åbenbart skal have i dagens Danmark, når man giftes), dyre rejser til eksotiske lande, alt det, som folk mener, man skal have - alt det betyder ingenting, når man er forelsket. Du kan kigge på de sociale medier og benægte det. Men kærlighed findes også på dage, hvor man simpelthen ikke kan lide hinanden, hvor man skændes og hvor det hele ikke lige går efter planen. Alle disse ting er ting, folk ikke viser på Facebook eller Twitter - men alle oplever dem, det kan du tro.

Vi er selv i en tid, som er mere vanskeligt. Vi har ingen arbejde, har som sagt ikke et hus, ingen bil og heller ingen børn - så det betyder, at vi ikke ligner det klassiske par, som bliver gift med de lyserøde briller på. Men vi har hinanden og vi har vores helbred - og vi har kærlighed.

Kærligheden er vigtigere end det store bryllup, de dyre ting eller at alt bare glider i livet. Det er det essentielle, som folk tit glemmer i kampen om, hvem der skulle have det bedste liv på de sociale medier. Jeg tror selv på, at det er vigtig at huske det essentielle for at leve et godt liv. Det essentielle består af at man lever på en planet, som tillader at vi lærer noget sammen med og fra dem vi elsker, og at vi har tiden til at nyde livet sammen med dem vi elsker.

Kærligheden er det essentielle.




Dienstag, 20. Juni 2017

Video-CVs

Ich bin jetzt Mitglied im Kommunikationsnetzwerk meiner A-Kasse geworden. Das bedeutet, dass ich jetzt am Donnerstag zum Beispiel einen kleinen Workshop mit einem anderen Mitglied der A-Kasse abhalte. Diesmal werden wir über Video-CV's reden und einige Beispiele zeigen. Ich habe mich selbst mal dran gemacht, um die basalen Unterschiede aufzudecken:


In meinem Video sieht man (mehr oder weniger eindrucksvoll), was man alles falsch machen kann. Abgesehen davon, dass sich einige sprachliche Fehler eingeschlichen haben, so ist hier zunächst folgendes dargestellt: 

  • das Video wird schief aufgenommen
  • das Bild ist zu dunkel
  • der Hintergrund ist nicht neutral
  • das Aussehen ist unprofessionell
  • ich fummle mir im Gesicht rum
  • ich lese offensichtlich von meinem Block ab
  • ich halte nicht viel Augenkontakt
  • ich wirke nicht besonders interessiert
  • ich erzähle darüber hinaus eine Menge irrelevanter Dinge
  • ich bin ganz offensichtlich nicht vorbereitet (ähm....ähm..joa..)
...außerdem ist die Tonqualität nicht gerade berauschen und ich hatte noch das Fenster auf, man hörte aber überraschendweise weniger Hintergrundlärm als erwartet. Das Bild wackelt so oder so.

Später gehe ich zu einem "besseren" Ansatz über: 

  • technische Probleme sind behoben
  • ich trage neutralere Klamotten und sehe gepflegter aus
  • ich wirke sicherer bei meiner Präsentation und halte Augenkontakt
  • ich zeige Interesse und erzähle, was ich für die Firma tun kann, die mich einstellen soll
Das sind einige der wichtigsten Punkte, die ich darstellen wollte. Bewerben möchte ich mich damit natürlich nicht, obwohl ich nach wie vor einen Job suche! :) 






I have recently joined a work related group for young communicators or those who are interested in communication and marketing. On thursday, me and another member of the group are going to do a small presentation/workshop on video-CVs. We are going to show a few examples, but I also felt like I should record a video myself. I've ended up with ar rather humorous good vs. bad video. 



In the video, you'll be able to see the difference between a bad and an at least somewhat ok video-cv. Aside from a few grammatical errors that I'd like to excuse, you should be able to notice the following differences: 

  • the video is not horizontal
  • the video is too dark
  • the background isn't neutral
  • I do not look professional
  • I'm touching my face several times
  • I'm reading passages off my papers
  • I'm not trying to maintain eye contact
  • I don't appear to be too interested in what I am doing
  • I'm talking about some rather irrelevant things
  • I don't appear to be well prepared (uhm....hm..joa..)
...aside from that, the sound quality was supposed to be even worse than this. However, it's amazing that you are actually not able to here the road close to my home. The video is shaking quite a bit, but hey, nobody is perfect, so I did not do that on purpose.

Later on, you'll see what I consider to be a "better" attempt: 

  • technical problems are gone
  • my clothes are more neutral, I look more professional in an instant
  • I present myself in a better way and I am maintaining eye contact
  • I am actually showing that I am interested through my body language and if you could speak Danish, you'd hear me trying to tell my future employer how he/she would benefit when employing me
These are, for me, the most important points I wanted to demonstrate. I'll definitely not try to apply for a job with any of these videos, but that doesn't mean that I have found the job of my dreams just yet! ;) 





Jeg er for ikke så lang tid siden blevet medlem af Magistrene's kommunikationsnetværk. Hos Magistrene's kommunikationsnetværk holder vi nogle møder, tager på virksomhedsbesøg og laver nogle sparringsmøder/workshops, mm. Næste torsdag holder Ida og jeg et møde, som handler om video-cver. Derfor har jeg allerede nu lavet en video, som skulle vise alt det, man kan gøre forkert, og hvordan man kan gøre det bedre. 



I selve videoen burde man kunne se, hvad der kan gå galt, når man optager en´t video-cv. Bortset fra de sproglige fejl jeg har lavet (tysker-fejl etc., jeg var bare nervøs, på trods af, at det hele absolut ikke var for alvor), kan man se det følgende:

  • videoen er ikke optaget horisontalt
  • det er for mørkt
  • baggrunden er ikke neutral nok
  • jeg ser uprofessionel ud
  • jeg rører hele tiden ved mit ansigt
  • jeg kigger ind i mine noter
  • jeg kan ikke holde øjenkontakt
  • jeg virker ikke særlig interesseret
  • jeg fortæller en masse ligegyldige ting
  • jeg virker uforberedt (ehm....ehm..joa..)
...bortset fra det, lod jeg altså vinduet stå åbent, fordi jeg troede, at man ville kunne høre baggrundsstøjen. Det kunne man så ikke. Det var i øvrigt ikke med vilje, at billedet vipper lidt op og ned, men hey, nobody is perfect ;-) 

Senere kan man se, hvad jeg mener er de mest relevante ting for at komme godt i gang med lave et video-cv: 
  • der er ingen tekniske problemer
  • jeg har mere neutralt tøj på og ser mere professionelt ud
  • jeg virker mere sikker og præsenterer mig bedre, også fordi jeg formoder at holde øjenkontakt
  • jeg virker interesseret og fortæller virksomheden, hvad der får ud af mig, hvis jeg skulle blive deres nye medarbejder
Det mener jeg, er de mest basale ting man skulle holde øje med, når man laver et video-cv. Jeg vil selvfølgelig ikke bruge de her videoer til at ansøge, men jeg er fortsat på udkig efter drømmejobbet! ;)